Malkekøer på græs udleder mindre metan!

Landbruget vil satse på en industriel ”30%-løsning” for at reducere udledning af drivhusgassen metan (CH4) fra konventionelle køer: det kemiske stof 3-nitrooxypropanol (3-NOP). Stoffet hæmmer produktionen af CH4 hos mikroorganismer i vommen ved at blokere et enzym i syntesen af CH4 og dermed reduceres udledningen af metan fra koen.

Regeringen har angiveligt planlagt at give økonomisk tilskud til at konventionelle mælkeproducenter kan fodre med 3-NOP, selvom forskere pointerer, at der ikke er tilstrækkelig viden om, hvordan 3-NOP påvirker køernes velfærd.

Det kan virke som om 3-NOP er et ”30%-vidundermiddel”, men der er udenlandske studier, som viser at effekten af 3-NOP på CH4-produktion bliver mindre over tid, formentligt fordi mikroorganismerne tilpasser sig til 3-NOP. Derfor kan det måske blive nødvendigt at tilføre nye metan-inhibitorer og mælkeproducenterne kan havne i en ny ”kemi-trædemølle” med yderligere afhængighed af kemiindustrien.

Økologiske malkekøer (ca. 15% af danske malkekøer, som dækker ca. 1/3 af vores mælkekonsum) må naturligvis ikke fodres med 3-NOP. De økologiske producenter kommer måske til at anvende tang, oregano, pil, hamp, eller rapsolie.

Der er imidlertid andre værktøjer, f.eks. fodersammensætning og kvalitet samt afgræsning i marken, der kan medvirke til at reducere udledningen af CH4. Nyere resultater fra bl.a. Holland viser, at en ko som kommer ud at græsse har væsentligt (10-30%) lavere udledning af metan end køer, der fodres i stalden. Økologiske køer skal være på græs fra midt april til 1. november, hvorimod 70% af de konventionelle malkekøer aldrig kommer udenfor stalden.

Tankegangen bag, at tilføre kemikalier til koens vom og forstyrre det komplekse samspil mellem et utal af mikroorganismer, som var koen en simpel maskine og ikke et levende dyr, synes dyreetisk problematisk. At anvende andre værktøjer end 3-NOP, kan imidlertid kræve forandringer i produktions-systemet, f.eks. at koen skal på græs.

Det kan virke som om, at det industrielle landbrug udelukkende foretrækker enkle ”kemiløsninger”: pesticider og 3-NOP, fremfor at anvende agroøkologiske metoder, som i det økologiske landbrug med større biologisk mangfoldighed, afgræsning, osv.

Men det er os forbrugere, der bestemmer hvilken mælk vi vil købe.