Danske æg - Kapitel 2

Efter det seneste indlæg om "Ærø, naturvin og æg" har jeg modtaget forespørgsler om, hvordan man kan agere som forbruger for ikke at understøtte en industriel husdyrproduktion som tager meget lidt hensyn til de dyr som er involveret. Vedr ægproduktion og brystbensfrakturer hos de for små høns ("ægmaskiner") er der som beskrevet ikke forskel på produktionssystemer med bure, skrabe, fritgående og økologisk ægproduktion.

Der findes desværre ikke information på hjemmesiderne for Ægbranchen, Økologisk Landsforening, Dyrenes beskyttelse, Landbrug & Fødevarer, mfl. for hvordan det går med avl af høner, der er mere robuste mht til at lægge store æg. Det er måske heller ikke et så interessant information at flashe når hele den industrialiserede ægproduktion (den økologiske inkl) har det samme problem (http://vinbio.dk/blog/ærø-naturvin-og-æg).

På Innovationscenter for økologisk landbrug (www.icoel.dk) ved de dog noget. Her mener man at det er relativt nyt, at frakturerne har dette omfang. Indtil KUs forskning har man formodet, at skaderne var opstået pga at hønerne fik stød!

Problemet er opstået i den parallelle udvikling avlsmæssigt af mere effektive, men mindre høns som er "programmerede" til at begynde at lægge æg tidligt i livet i den industrielle ægproduktion, samtidigt med at forbrugere i stigende omfang har ønsket at få store æg. Hvad vælger du fra hylden når du køber æg, S, M, L, XL? 

Det bedste man kan gøre som forbruger er:
  • ikke at købe bakker med store (L) eller extra store (XL) æg,
  • at købe æg fra en lokal nicheproducent/naboens høns som ikke er størrelses-sorterede
  • at producere sine egne æg i baghaven gerne fra nogle af de mere havehøne egnede racer f.eks som Sussex og f.eks ikke hybridhønen Isa Warren/Isa Brown. De sidste er forædlet (hybridiseret) gennem mange år til at lægge op mod 340 æg om året og formentligt er der ofte tilknyttede knoglefrakturer. 
  • Og informere alle andre du kender om dette.
Dette viser med tydelighed, at vi som forbrugere har stor indflydelse på hvorledes vores fødevarer produceres og til hvilken pris. Jeg tvivler på, at mange vil vælge store æg fra hylderne, hvis de ved at store æg er koblet til, at 85% af hønerne går rundt med permanente knoglebrud. Her synes at mangle klar information fra de involverede organisationer for at forbrugeren kan træffe et informeret valg.